Ingen anden bane er som Monaco synonym med Formel 1. Hvert år siden 1955 har man anlagt den samme klassiske bane i det lille fyrstendømmes snævre gader. Hele byen står på den anden ende, og alt emmer af glamour, dyre biler, designeroutfits og champagne i stride strømme. I havnen ligger de enorme luksusyachts side om side og glimter i solen, mens filmstjerner, musikere og alle tænkelige former for kendisser blander sig med Formel 1-kørere og teamchefer i en decideret parade af rigdom og jetset.
Banelayoutet er ikke, og har i realiteten aldrig været, egnet til at køre Formel 1 på. Banen er meget smal, asfalten er ujævn og meget glat, fordi der er tale om offentlig vej, og med ganske få undtagelser er der ikke skyggen af afkørselsarealer. Banen i Monaco kræver maksimal koncentration fra kørerne, og enhver fejl bliver straffet hårdt og kontant ved et møde med autoværnet. Layoutet betyder også, at kørernes evner virkelig kommer til udtryk, og kørere som Ayrton Senna og Michael Schumacher var ofte helt suveræne netop i Monaco.
Banen er én stor kavalkade af ikoniske sving og pladser: Casino Square, Loews Hairpin, tunnelen under Loews Hotel, Swimming pool komplekset og La Rascasse for blot at nævne nogle få. Løbet gennemføres med en noget lavere gennemsnitshastighed end på andre baner, og derfor er der ikke den sædvanlige fordel ved at have en kraftig motor. Det betyder, at vi af og til får et uventet resultat i Monaco, hvor køreren i langt højere grad end andre steder selv kan være den udslagsgivende faktor.
På grund af den begrænsede plads i Monacos gader kommer man som tilskuer væsentligt tættere på banen, bilerne og kørerne end på andre baner.
Monacos Grand Prix er på alle måder et must-see!
Løbet afholdes på endnu ikke fast lagte datoer.



